Sider

fredag den 23. marts 2012

Teenager in love :-)

Teenager in love <3

Åh, jeg hader at være forelsket
der findes ikke noget så rædselsfuldt
det er simpelt hen det værste der findes
man ved aldrig om éns forelskelse er gengældt
de siger så meget
men enhver kan jo sige så meget
og det ved jeg ikke fra fremmede
og der er mange man ikke kan mærke det på
og de så udnytter de tit én
så snart de opdager man er forelsket
og de tvinger én til alt muligt og vil have alting
og livet blir så svært
man kan ikke spise noget man kan ikke falde i søvn
man kan kun sidde og vente på dem
og når de så kommer risikerer man at selv det mindste ord gør ondt
eller at de lige netop gør de forkerte bevælgelser eller vælger de gale TV-programmer

Og så tænker man hele tiden på dem
hvad enten de er der eller ikke
og man ryster og blir nervøs og er så bange for at miste dem
og begynder pludselig at tænke på trafikuheld og dén slags der kan ramme enhver

Når de ikk er der
det er værre end hjernevask
og når man endelig falder i søvn så drømmer man om dem
og man mister totalt sit check på det hele

man går ind i bageren for at købe blomster
man tænder for telefonen og kan ikke forstå den ikke spiller
man køber det mest afsindige tøj i distraktion
man glemmer alle sine mål og meninger
det er bad business at være forelsket
det tar bare al éns energi
man er træt som efter et Marathon-løb hver aften
det er sjældent det giver bare en brøkdel tilbage af det det koster
og først og fremmest er det aldrig fair
kærligheden er så fuld af reglementerede tacklinger
og der er ingen dommer til at fløjte frispark
og ingen regler gælder end ikke "flid og interesse" kan regne med at score et mg
det er enten-eller
og det kan blive ved med at balancere på dén line i årevis
Åh jeg hader at være forelsket
det er ikke spor morsomt
og der er så mange andre ting der er morsomme
næsten alle andre ting er morsomme
dér bestemmer man da selv og kan gå når man vil
jeg ville ønske man kunne få et middel mod at forelske sig
en anti-kærligheds-pille
jeg tror det må kunne lade sig gøre
det ville garanteret blive et hit -

Dan Turéll (født 1946)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar